Lisbeth Bonde

Oktober 2010-10-20

​

​

Birgitte Støvring (f. 1982) er en figurativ maler, hvis billeder åbner sig som vinduer ud mod en imaginær verden, hvor ting og underlige gernninger finder sted. Støvring skiller sig ud fra samtidens store og brogede felt af billedkunstnere dels ved sine præcise figurfremstillinger, dels ved sine motiver, der ikke sjældent hidrører fra teatrets illusionistiske verden. Der er ofte tale om en eller flere personer, som synes at træde ud af en anden tidssfære, iklædt forne tiders dragter, og kulisserne kan være tomme, klassicistiske herskabslejligheder med profilerede paneler og store fløjdøre, men også bjerglandskaber, der angiver naturen som et til evig tid tabt, mentalt territorium, som kun kan tilbagerobres som et konstrueret oplevelsesrum. Der kan også være tale om mere collage-agtige tableauer i form af en række abstrakte ’kulisser’, der både koloristisk og formmæssigt sender hilsner til store modernister som fx Richard Mortensen eller teatermalerne Svend Johansen og Helge Refn, for den sags skyld. Personerne i disse illusionistiske rammer gestikulerer eller foretager handlinger, som i pagt med maleriets væsen fryses i én bevægelse, hvorved de forekommer statuariske. De foreviger et gådefuldt nu – ikke som reelle bevægelser eller handlinger - men som netop symbolske eller metaforiske. Det er jo teatrets væsen at forstørre og tydeliggøre livsytringer og kropsliggøre overordnede idéer, der er undfanget af dramaets forfatter. Skuespillere på scenen er som marionetter, der danser efter dramaforfatterens pibe. Støvrings personer holdes i et tilsvarende mestergreb.

Mange af hendes malerier er rebus-agtige og sætter tilsvarende en række eksistentielle spørgsmål i spil, som det fx ses i ’The Violin Player’ fra 2009, hvor et metafysisk scenerum danner ramme om en enigmatisk handling. Det er lige dele Willumsen, Magritte og de Chirico, og det handler sært nok om lyd, på trods af at malerier per natur er lydløse: Kulissen er et bjerglandskab, foran hvilket en maskeklædt dreng i nutidige joggingshorts, hvid T-shirt og med bare ben er¨ses fastlåst i en stilling med krum ryg og en indadvendt passivitet i maleriets højre billedfelt. Lidt foran ham ligger en mærkelig tingest, der kan minde om bjælderne i René Magrittes berømte maleri ’Vindenes stemmer’, hvor tre store, grå bjælder svæver som UFO’er over jorden. Også hos Støvring drejer det sig om lyd, men ikke en lyd, som er fremkaldt af vinden, men af et menneskelignende, violinspillende væsen: Den centrale figur i midten er en gine, der bæres oppe af et menneske, som er formummet bag et stort stykke stof. Et skørt, som er ved at blive syet til en kvinde uden for billedrammen? I baggrunden anes endnu en gine, der som et tomt menneskehylster står og afventer sin skæbne. Dette gådefulde maleri stiller spørgsmål til det menneskelige maskepi og til menneskets beslutningsdygtighed eller mangel på samme, til forstillelsen og rollespillene menneskene imellem. Menneskene er skjult bag stof eller masker. I stedet ser vi disse giner, disse tomme, mennelignende hylstre, der sjæl- og ansigtsløse synes at have overtaget scenen, mens menneskene er blevet reduceret til dukker.

I ’Unespected Contact’ fra 2010 ses et langt mere kaotisk og abstrakt kulisserum med en masse farvede kulissebrokker og billedrammer, der omkredser en mand, som netop har fået kontakt med en kvinde i et fjernsyn. Her handler det i høj grad om relationen mellem realitet og fiktion og om det teatrale og det virtuelle rum. Og i ’Handsome Boy in a Landscap’ og ’Boy in a Landscape’ drejer det sig om smukke unge mænd fra nutiden, der er fanget i nogle katatone, fastfrosne bevægelser – på den ene side tragiske og på den anden side komiske i al deres akavede fastlåshed.

Indimellem er der også nogle religiøse konnotationer i Støvrings værker, som når hun maler Johannes Døberen eller Jomfru Maria som små kitschede figurer og lader en nutidsperson vandre af sted med en af de hellige personer, en åndelig trækvognsvehikel og en symbolsk markering af den (åndelige) bagage, som alle, der er opdraget i en kristen kultur, i bogstaveligste forstand trækkes med, som det fx ses i ’The Virgin Mary’ fra 2009.

Birgitte Støvring, der dimitterede fra Det kgl. Danske Kunstakademi i 2008, mestrer figurativiten som få. Hun maler dels med akryl, dels med olie og benytter ofte en gråtonepalet med let brækkede farver, således at motiverne forlenes med en vis patina – som var der tale om ’snapshots’ af for længst forgangne handlinger – eller drømmespor, der melder sig længe efter, at drømmen er drømt, om man vil. Der er tale om et fiktionaliseret rum, hvor mange betydninger sættes i spil.

Hun henter sit inspirationsmateriale fra massemedierne – og siden sin bosættelse i Berlin især i fotos af Achim Freyers iscenesættelser. Her finder hun nogle ’interessante handlinger’, som hun sampler med andre billeder og til sidst omsætter til malerier. Der er altså tale om nogle iscenesatte rum, hvori der udspiller sig nogle iscenesatte handlinger, der ageres af skuespillere, som repræsenterer nogle mere eller mindre arketypiske figurer. Uden at være interesseret i indholdssiden fokuserer Støvring på fascinerende billeder, der kan kickstarte hendes maleri. Det går bedst med scener, der kommunikerer med hendes underbevidsthed. Der er tale om en dobbelt eller tredobbelt repræsentation – en iscenesættelse af en iscenesættelse af en iscenesættelse. I dette spændingsfelt opstår nogle vigtige spørgsmål som hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Den såkaldte virkelighed ligger bestandigt og rumler bag det hele, og malerierne åbner op for en produktiv tvetydighed.
 

 

Lisbeth Bonde er cand.mag. og kunskritiker ved Weekendavisen. Hun har udgivet adskillige bøger, bl.a. ’Hvorfor kunst’ (2007 red. sammen med Maria F. Hansen), ’Manual til dansk samtidskunst’ (2006, sammen med Mette Sandbye), ’Kunstnere på tale (2002) og ’Atelier – kunstnernes værksted’ (2003).