Exit text (2008)
Morten Halskov Jensen

Blandede scener

Birgitte Støvring har markeret sig på den danske kunstscene med et stramt komponeret figurativt maleri, ofte i afdæmpede farver krydret med enkelte ekspressive strøg. Motiverne vidner om en stor teknisk formåen og demonstrerer en skarp intellektuel sans for samspillet mellem scene, situation og personerne.

I flere af billederne er motivet lejret om det frontale psykologiske portræt, der med et borende blik af påtrængende nærhed bevirker en verfremdungseffekt hos beskueren, der afvæbnes sit dominerende blik og må slå øjnene ned.

Et gennemgående tema i værkerne er en udforskning af menneskets identitetsskabelse i et krydsfelt mellem iscenesættelse og selviscenesættelse. Et bemærkelsesværdigt træk er de mange reminiscencer fra teater, fotografi og film, hvor man fornemmer at kunstneren som en grå eminence træder i karakter som instruktør, fotograf eller dukkefører.

Og det er en rolle Birgitte Støvring er meget bevidst om: ”Jeg maler mine billeder, som Ingmar Bergman lavede sine film”.

I dette univers er mennesket ikke fordrevet. Hverken fra scenen eller fra kunsten. Tværtimod. Mennesket er selvskrevet til at indtage sin scene på lærredet. Derfor rummer scene-begrebet en vigtig pointe i en analyse af værkerne.

En scene refererer formelt til den fysiske platform, hvor det indstuderede drama udspiller sig, men en scene er også selve dramaet eller situation, der udspiller sig i tid i et afmålt og ofte veldefineret rum. Scenen som form. Scenen som indhold. Det er forskydningen mellem disse to forståelser af scene-begrebet, der bliver en udfordring for beskueren i en fortolkning af motivet.

Det er nærliggende at pege på en fortolkningsnøgle i Shakespeares teatermetafor, hvor det proklameres, at hele verden er en scene med mennesket som den vigtigste aktør. I hovedrollen, i en mindre birolle, eller som statist indtager mennesket tilværelses mange scener.

Drevet af en kærlighed til det figurative stemningsmaleri og det psykologiske portræt bliver de enkelte motiver til filmiske scener, fotografiske opsætninger eller teatralske situationer. Ofte med en form for uforløst mystik. Ikke fordi billederne i sig selv er mystiske, men fordi maleriet som scene danner ramme for en fortælling, der ikke i sit primære sigte har til opgave at afsløre noget. Maleriet forsøger snarer at tilsløre sin selviscenesættelse ved hjælp af endnu en iscenesættelse.

Denne strategi bevirker en nuanceret ophobning af identiteter og situationer i billedet, der vidner om mange implicitte sceneskifter med side- og efterhistorier.

Maleriets fortælling fortsætter efter beskuerens exit.