frelst fiktion
Frelst Fiktion (2008)
Karin Andersson
Museet for Religiøs Kunst, Lemvig, 29. november 2008 til 8. marts 2009.
Birgitte Støvrings malerier iscenesætter situationer, hvori det centrale er samspillet mellem det sceniske rum, kulissen og de heri agerende personer. Kunstneren udtrykker selv en stor fascination for skuespil og teater, som kan virke ægte, nærværende og virkeligt, men samtidigt er ren fiktion. På lignende vis bevæger maleriet sig i feltet mellem virkelighed og fiktion.
Et gennemgående fokus i Birgitte Støvrings figurative malerier er den menneskelige tilstedeværelse. Med en opstillet attitude indtager mennesket scenen i stramt komponerede malerier, der danner rammen om et velordnet drama, indstuderet til perfektionisme. Ligesom en filminstruktør, der midt i redigeringsprocessen stopper filmbåndet, har maleren standset fortællingen i en fastfrosset bevægelse. Som beskuer kan vi kun ane os til stillbilledets før og efter.
Malerens præcise penselføring forstærker indtrykket af stiliseret kunstighed. Stedvis forekommer løsere penselstrøg, der tilføjer liv til det opstillede scenarie, der collageagtigt er stykket sammen af figurer og elementer hentet fra fotografier, kunstneren selv har taget, eller billeder, fundet i magasiner.
Det iscenesatte, teatralske univers fører let tankerne til J.F. Willumsens (1863-1958) særprægede malerier eller til den amerikanske maler Karen Kilimnik (f. 1962), der beskæftiger sig med det teatralske og melodramatiske i ofte udpræget ekstravagante og kitschede motiver og scenarier. Sammenlignet med fx Willumsens surreelle farvepalet er farveholdningen hos Støvring dog af en mere afdæmpet og enkel karakter. Maleriernes farvemæssigt underspillede udtryk giver en stemning af noget gammeldags. Tankerne går måske til filmhistoriens sorthvide film. Kunstneren selv peger da også på Ingmar Bergmans filmproduktion som en af maleriernes inspirationskilder.
Nogen gange henvender Støvrings aktører sig direkte til beskueren, andre gange er henvendelsen ikke påtrængende og ligefrem. I stedet danner sig en tvetydig, nogen gange svagt foruroligende stemning i maleriet. Bag den blide, lyse farvepalet og det velordnede univers skjuler sig en uforklarlig, ulmende skævhed i fortællingen.
Maleriet Pulling John the Baptist (2008) tilbyder denne tvetydige fortælling. En mand trækker på en vogn, hvorpå en skulptur forestillende Johannes Døberen er placeret. Maleriet nærmer sig den religiøse reference med humor. Johannes Døberen bliver ligefrem “trukket rundt i manegen.” Skulpturen er både en souvenir og et symbol på det hellige. Samtidigt ligger der en reference til passionsspillene, hvor den lidende Kristus vises frem. At tage det ophøjede symbol og placere det på en primitiv og barnlig trækvogn, er lidt sjovt. I den uventede sammenstilling opstår et styrkefelt, hvor vi umiddelbart ikke kan aflæse en entydig mening.
Gennem iscenesættelsen af det hellige symbol stiller kunstneren på den ene side spørgsmål ved hvordan man kan vælge at promovere sin sag. Indbygget i protestantismen ligger jo forestillingen om at iscenesættelsen er uren og falsk, hvorimod fx katolicismen tillader mere lir. Gennem maleriet udtrykker kunstneren blandt andet en fascination for den måde hvorpå religion udøves i fx Sydeuropa eller Indien, hvor de religiøse udskejelser sker mere åbent og med mere lir, liv og glæde end herhjemme, hvor religion er gemt væk som et personligt anliggende.
På den anden side fremstiller maleriet samtidig religion som noget meget håndgribeligt og jordnært, som noget, man måske har med i bagagen. På denne måde er de genkendelige enkeltelementer stykket sammen og iscenesat, så vi mellem maleriets linjer aner en mere kompleks fortælling.